Mit navn er Anette Walther Fassing (f. 1963 i Horsens). Oprindeligt uddannet korrespondent eng./fransk og ED i fransk.
 
Underviser i dag også i malekunst for private, virksomheder, kunstforeninger o. lign samt på Engelsholm Kunsthøjskole.
Har desuden holdt malerkurser på både Arken kunstmuseum og Skagens museum.
 
Medlem af Stribkunstnerene.
 
Mine kreative baggrund har jeg hentet på diverse workshops og kurser på Kunsthøjskoler og hos andre kunstnere (gennem de sidste 20 år).
 
Jeg maler hovedsagelig med acryl. Mit billedsprog spænder fra det abstrakte til det helt naive naturalistiske. Billederne opstår som regel ud fra en stemning eller et sanseindtryk af farver eller følelser fra naturen. Inspirationen får jeg ofte på rejser til f.eks. det farverige Hawaii og Indonesien, det kolde Island, det romantiske Frankrig, det stemningsfyldte Italien eller fra de lange gåture ved stranden i Strib. Jeg elsker farver, og bruger gerne stærke farver eller kontraster i billederne.
 
Målet med mine billeder er, at man bliver glad af at kigge på dem. Jeg betragter mine billeder som glade og optimistiske.
 

 
Livsfilosofi: 
Det jeg har gjort i løbet af mit liv har ført mig til, hvor jeg er i dag. Vist er der ydre omstændigheder, der også har haft betydning for mit livsforløb, men jeg er overbevist om, at jeg selv har haft en stor indflydelse.
 
Mine holdninger og handlinger er et resultat af mine tanker og følelser. Dette kalder jeg min livsfilosofi. Dannelsen af min livsfilosofi er et udslag af hele min opvækst. Jeg har nemlig – ligesom alle andre - fået indlært og oplevet både gode og dårlige ting. Nogle ting er sikkert også medfødte.
 
Nogle mennesker er præget af livsfilosofier såsom Janteloven og Flinkeskolen – “Du skal ikke tro du er noget” eller “Hvis du ikke kan sige noget pænt, så skal du ikke sige noget”. Andre livsfilosofier (eller ordsprog) er mere optimistiske såsom; "Den som intet vover intet vinder" – “Intet er umuligt før det modsatte er bevist”. Jeg hælder mest til de sidste, selvom det af og til kan give knubs.
 
Mine egne mest brugte livsfilosofier giver sig udslag i mine billeder – ofte helt konkret ved at de er skrevet ind i billedet, eller de bare i mine tanker, når jeg maler.
 

Bedøm selv, om du kan bruge mine livsfilosofier til noget i dit liv:


Jeg husker ikke dage – men øjeblikke


Et godt eksempel er bedre end tusinde argumenter


Grib lykken i farten, og nyd mens du har den


Al ulykke kommer af det delte hjerte –

al lykke, kraft og sejr kommer af det hele hjerte